Hvorfor har vi været til ekstra scanninger?

Som skrevet i indlægget der handlede om den store nyhed, så var vi jo en del bekymret i starten. Det skyldes at D har været syg med kræft, og først fik den sidste behandling i slut august, og på den måde kun halvanden måned før lillepigen blev “lavet”.
Da D sluttede sin behandling fik vi pænt at vide, at vi gerne måtte vente tre måneder, hvis børn var en del af planen i den nærmeste fremtid. Det skyldes, at D har fået en masse stoffer i kroppen gennem behandlingen, som man kunne være nervøs for at overføre til, eller påvirke et barn med. Så selvfølgelig venter man – Ingen tvivl om det. Men så ville skæbnen alligevel, at det skete kun halvanden måned efter. Jeg var jo vanvittig glad og spændt på samme tid, da testen viste positiv, men samtidig blev jeg også grebet af bekymring. Hvad nu? Det måtte jo ikke ske endnu. D var også meget bekymret, og ovenpå et lille år med store bekymringer, var det måske ikke lige hvad han/vi havde brug for.

Men vi måtte jo vente og høre de kloge mennesker ad. Jeg fortalte det til min læge ved første undersøgelse, som tog det alvorligt og skrev det i en henvisning til Hvidovre fødeafdeling. D talte også med sin kræftlæge, som sagde: “Sig mig, hørte I slet ikke efter hvad jeg sagde” (sagt med et smil). Det kunne jo faktisk godt virke som om, at vi ikke havde hørt en dyt af hvad hun havde sagt, nu hvor vi diskede op med sådan en nyhed efter kun halvanden måned. Lægerne på Hvidovre gik i gang med at undersøge videre, og det gjorde D’s læge også.
Det der i det her tilfælde er så specielt er, at D ikke har fået kemobehandling, men derimod er han den ene ud af to i Danmark, som har fået arsenikbehandling for sin sygdom. Ved kemobehandling kender de efterhånden en masse til bivirkninger og følgevirkninger, men her var de altså på bar bund. Også i udlandet er antallet af personer med den form for behandling meget lav, så der findes simpelthen endnu ikke opgørelser, statistikker eller andet omkring behandlingen, og i vores tilfælde studier af andre der har fået børn kort tid efter.

Hvidovre læste sig til undersøgelser af gravide som havde færdes bland affald med arsenik i Bangladesh, og der var ikke opstået tilfælde med nyfødte som led af misdannelser eller andet.
I mit hoved var det jo bare ikke helt det samme som vores situation. Tankerne kørte rundt i mit hoved. Jeg prøvede at google mig igennem det, som man, eller hvertfald jeg ofte gør når der opstår noget jeg ikke ved den mindste ting om. Det hjalp ikke rigtig – sjovt nok. Mine tanker blev til bekymringer omkring hvilket barn vi mon kunne risikere at få. Et barn med manglende lemmer, et barn med en hjerneskade? Tankegangen kan pludselig blive meget kreativ.
På den måde rejste det samtidig den helt store snak om hvad vi mon ville gøre i tilfælde af, at de kunne se at der var noget galt med barnet. Det var hårdt at tale om, men også godt at få afklaret hvor vi havde hinanden. Samtidig kan man jo aldrig vide sig fuldstændig sikker på at ens barn er sund og rask. Vi kan efterhånden undersøge og scanne for mange ting, men der er jo aldrig nogen der er 100 % sikker. Og i virkeligheden er det nok meget fint – bare ikke når man selv står der midt i et kaos af bekymringer.

Hvidovre ville gerne berolige os, og foretog ekstra scanninger gennem forløbet. Det betyder at vi har været til fem scanninger her indtil uge 25, og nu mangler to scanninger. Der har været en ekstra hjertescanning og tilvækstscanning, men det har kun været dejligt at se hende lidt oftere. Alle scanninger har været så fine, og nu mangler vi kun to scanninger før vi rigtig får hende at se. Intet i ekstra scanninger eller undersøgelser har vist tegn på, at vi skulle være bekymret. Derudover ringede D’s læge til os da vi stod på den anden side af jorden i Australien i januar. Hun havde kontaktet medicinfirmaet som har lavet kræftbehandlingen, og deres melding var at vi ikke skulle være bekymret. Det eneste de kunne have forestillet sig var, at medicinen måske ville have gjort det svært at blive gravide. Men det skal jeg da lige love for at det ikke var. Måske det ligefrem virker fremmende for fertiliteten uden at de ved det. Hihi.
Nu er vi helt rolige og trygge ved at det nok skal gå fint. Vi er sikker på, at hun får superkræfter i stedet ;). Vi har simpelthen været så glade for den opbakning som Hvidovre Hospital har givet os i det. De har i den grad taget det alvorligt. Og tænk en gang – måske vi bliver de første i historik og statistik omkring graviditet kort tid efter arsenikbehandling. Det er da også lidt sejt.

Er der mon nogen af jer derude som har fået børn efter kræftbehandling, eller har andre gode historier omkring noget lignende?

Husk at I kan følge mig på Bloglovin’ og Instagram, hvor I bliver opdateret med nye indlæg.