Nem og lækker sommerdessert
Jeg har efterhånden bikset den her sommerdessert sammen nogle gange i anledninger hvor vi har haft gæster, og til kollegerne da jeg gik på barsel. Det gode er, at det er en af de nemmeste og lækreste desserter, som hurtigt bikses sammen, hvis ikke man gider den helt store udfordring.
Jeg har lavet den i forskellige variationer – én stor kage og små portionskager, som I kan se på billederne. Beklager forresten de lidt mindre gode billeder. Lyset kunne have været bedre.
Ingredienser til bund
6 pasteuriseret æggehvider
100 g. mandler
150 g. sukker/rørsukker
1 pk. tuckiks
Ingredienser til top
1 ps. frosne hindbær eller anden bær (hindbær giver dog en god kontrast til den søde bund)
1/2 l. piskefløde
Kornene fra 2 vaniljestænger, eller 2 tsk. vaniljesukker
Blandet friske bær (jordbær, hindbær og blåbær er et hit her)
Evt. revet/hakket mørk chokolade til toppen
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 180 grader.
Pisk æggehviderne stive (indtil du kan vende bunden i vejret uden det falder ud). - Tilsæt sukker til æggehviderne og pisk igen, så de fortsat er stive.
- Blend mandlerne i en minihakker. Blend derefter tuckiks i en minihakker, og bland de to ting sammen.
- Vend mandel/tuckiks blandingen forsigtigt med æggehvidemassen.
- Fordel din bund på en bageplade med bagepapir, eller lav flere små. Det kan gøres i fri hånd, hvor du planer massen ud med en dejskraber. Alternativt kan massen hældes i en frysepose og sprøjtes ud. Den kan ligeledes bages i en stor springform beklædt med bagepapir (obs: det skal være en stor en af slagsen, da bunden ellers bliver for tyk).
For at være helt ærlig, så har bunden sommetider drillet lidt for mig. Eller det vil sige, at den blot får en forskellig konsistens, alt efter tykkelsen. Som I kan se, er bunden tykkere på det billede hvor jeg har lavet én stor, da jeg har bagt den i en lidt for lille springform. Men fælles for kagen uanset tykkelse af bund er, at den altid er et hit. - Bag bunden i 20-25 minutter alt efter tykkelse. Den skal køle helt af før du tager den ud af formen/bagepapiret og pynter den.
- Hæld kogende vand over hindbærerne i en si, og pres væden fra bærerne. Mos bærerne i en skål.
- Pisk fløden til skum, vend hindbærermassen i, og fordel på den/de afkølede bund/bunde.
- Fordel friske bær på toppen af kagen/kagerne og riv/hak eventuelt mørk chokolade på toppen.
Obs: Bunden kan sagtens bages dagen før, så kagen kun skal anrette på dagen.
God bagelyst, og tusind tak til jer der læser med ude bag skærmene. Det er nu lidt sjovere, når jeg kan se at I er en god portion der følger med. Skriv også meget gerne hvad I synes om kagen, hvis I får prøvet den af. Rigtig god weekend til jer. Nyd solen og husk solcreme 😉
Husk at I kan følge mig på Bloglovin’ , hvor I bliver opdateret med nye indlæg.
18. juni 2018 @ 13:24
Hvor er den fin og sommerlig!
– A
19. juni 2018 @ 15:35
Tusind tak. Den er nemlig perfekt som sommerdessert 🙂